I fodbold kan du altid finde en grusbane og en bold. I esport skal du finde lokaler, computere, skærme, en internetforbindelse — og en spiludvikler, der giver dig lov til at holde en turnering. Det er en forskel, der gennemsyrer alt.
Niels fra Espergærde Esport sidder ved en af bordene bag turneringsområdet på Copenhagen Gaming Week. Foran ham spiller unge Fortnite-spillere om DM-titlen. Han har selv været formand for en esportsforening, siddet i Esportligaens bestyrelse, og kender den danske grassroots-scene indefra. Når han taler om den, er det med en blanding af stolthed og frustration.
En sport ingen ejer — og en sport alle ejer
Niels peger på det, han mener, er esportens mest grundlæggende strukturproblem — et problem, der adskiller den fra enhver traditionel sport.
"Fodbold er ikke ejet af et firma. Håndbold er ikke ejet af et firma. Esport — Fortnite er ejet af Epic, CS er ejet af Valve. De kan bestemme 100 procent, hvad der skal ske med deres spil, hvem der må spille det, og om der må dyrkes noget i det."
— Niels, Espergærde Esport
Konsekvensen er vidtrækkende. Når en lokal forening vil holde en Fortnite-turnering, kræver det tilladelse fra spiludvikleren. Vil du streame kampen, skal du have en særlig nøgle — som Epic Games sjældent uddeler. Vil du kvalificere dig til et VM, skal du igennem spiludviklerens eget lukkede system. Ingen af de regler gælder for fodbold. En bold og en bane er alt, du behøver.
Det er også derfor, esport aldrig rigtig er kommet tæt på OL. Organisationer som IOC tøver med at bygge noget op omkring en sport, de ikke selv kontrollerer — og hvor rettighederne kan ændre sig med et enkelt kontraktudløb.
Den onde cirkel
Det strukturelle problem skaber en kaskade af konsekvenser, der rammer grassroots-niveauet hårdest. Niels beskriver det som en ond cirkel, hvor hvert led forstærker det næste.
Uden store, fysiske turneringer kommer der ingen mediebevågenhed. Uden mediebevågenhed er det umuligt at tiltrække sponsorer. Uden sponsorer er der ingen penge til præmier, rejser eller udstyr. Og uden penge bliver det umuligt at holde de turneringer, der ville have skabt mediebevågenheden til at starte med.
"Når man snakker esport, så snakker man ikke Fortnite. Hvis du spørger en CS-spiller, ville han ikke anse Fortnite som en esport. Men de træner lige så meget som CS-spillerne — der er bare mere bevågenhed omkring CS. Flere penge. Flere penge i holdene."
Fortnite-turneringerne i Esportligaen har en samlet præmiesum på omkring 3.000 kroner for en hel sæson. Til sammenligning kan en enkelt Counter-Strike-major have millioner i puljen. Det er ikke fordi, spillerne er mindre dedikerede — det er fordi infrastrukturen ikke er der.
Etik over energidrik
En oplagt løsning ville være at åbne døren for de sponsorer, der banker på. Men det er langt fra så simpelt, for mange af dem kommer med gambling, betting og energidrikke — og det vil foreningerne ikke.
"Vi havde betting- og skinfirmaer, som gerne ville ind og være sponsor. Men vi bliver nødt til at trække en linje. Det vil vi ikke udsætte alle vores unge for allerede fra starten."
Det er en etisk beslutning, som Niels har stor respekt for — men som samtidig gør en allerede stram økonomi endnu strammere. Foreningerne siger nej til de nemme penge for at beskytte de unge spillere, velvidende at alternativerne er få. Legater, fonde og kommunale tilskud er i teorien en mulighed, men i praksis er det et terræn, de fleste frivillige bestyrelser ikke har erfaring med at navigere.
Hvor skal vi sidde?
Mens fodboldklubber får tildelt baner af kommunen, står esportsforeninger med et langt mere lavpraktisk problem: de har ingen steder at være.
Niels kender det fra egen erfaring. Da han i 2008 startede Gentofte Esport, fik han bevilget penge til at købe computere. Men ingen lokaler at stille dem i.
"Så sagde de: kan du ikke købe bærbare og tage dem op og ned? Eller stationære og slæbe dem fra gang til gang? Så sagde jeg: altså, jeg kommer ikke til at tage computerne op og ned fra gang til gang."
Det lyder som en komisk detalje, men det er en af de mest konkrete barrierer for dansk esport. En fodboldklub har mål, der står fast, og en bane, der altid er der. En esportsklub skal finde lokaler, skaffe udstyr, vedligeholde det — og når en skærm går i stykker efter to-tre år, er der ingen budget til at erstatte den. Nogle foreninger har fundet kreative løsninger, som samarbejder med lokale biblioteker, der har ledige rum. Men det er undtagelsen, ikke reglen.
Ildsjæle uden arv
I fodbold er der en naturlig fødekæde af trænere. De store drenge træner de små. De voksne stepper ind som holdledere. Generationer af viden bliver givet videre. I esport starter alle fra nul.
"Esport er så nyt. Der er ingen trænerarv. Efterskolerne opretter esportslinjer, men lærerne har to timer om ugen, og de kan ikke stå der om aftenen, når der skal spilles. Så står spillerne selv for det — og så går det i stå."
Det hele afhænger af ildsjæle. Enkeltpersoner, der brænder nok for det til at drive en forening i deres fritid, finde lokaler, holde styr på udstyr, organisere turneringer og motivere unge spillere — alt sammen frivilligt. Når ildsjælen brænder ud eller flytter videre, risikerer hele foreningen at gå i opløsning.
Det vilde vesten
Den danske esportsscene har historisk været præget af fragmentering. Niels beskriver det som det vilde vesten: ingen regulering, ingen samlet struktur, og en tendens til at se hinanden som konkurrenter frem for dele af et større økosystem.
"Lige så snart nogen havde skabt noget, og der kom andre og sagde, vi vil også lave noget — så blev man konkurrenter i stedet for at se det som en del af et større økosystem. Så begyndte man at tale dårligt om hinanden. Og så splittede man communityet op."
Esportligaen forsøgte at samle trådene med et bredt fokus på bredden. Men de etablerede hold og organisationer så det som en trussel. Resultatet var, at ligaen måtte opgive elitedivisionen og fokusere udelukkende på grassroots — ikke fordi ambitionen manglede, men fordi opsplitningen gjorde det umuligt at bygge en sammenhængende pyramide fra bund til top.
Et klik væk fra at forsvinde
Der er en sidste udfordring, som er unik for esport og som gør hele puslespillet endnu mere skrøbeligt: spillerne kan forsvinde med et enkelt klik.
"Hvis du bliver en lille smule træt af Fortnite, så er en anden sport et klik væk. Hvis du bliver træt af fodbold, går du ikke bare ned og spiller håndbold — det kræver, at du dukker op et andet sted og melder dig ind i en ny klub."
Loyaliteten til ét spil er lavere end loyaliteten til én fysisk sport, ganske enkelt fordi barrieren for at skifte er nul. Det gør det sværere at fastholde spillere, sværere at bygge langsigtede hold, og sværere at overbevise sponsorer om, at der er et stabilt publikum at investere i.
Hvad skal der til?
Niels har intet quickfix. Det erkender han åbent. Problemet er for komplekst og for sammenfiltret til, at én ting kan løse det.
"Esport rammer mange niveauer. Det kræver et svar på alle niveauer. Mere opbakning fra Epic Games til de små grassroots-organisationer. Det er pissesvært bare at holde en turnering og rent faktisk lave noget. Du kan ikke engang streame dine egne turneringer."
Men under alle de strukturelle problemer gemmer sig noget, der minder mistænkeligt om en drengedrøm. De unge spillere, der sidder foran ham på Copenhagen Gaming Week, træner lige så meget som enhver ungdomsfodboldspiller. De vil vinde. De vil blive set. De laver et godt play og forestiller sig et øjeblik, at de er på den store scene — ligesom drengen på grusbanen, der scorer og laver Ronaldo-jublen.
Forskellen er bare, at drengen på grusbanen har en hel infrastruktur bag sig — fra den lokale klub til DGI til landsholdstrukturen. Fortnite-spilleren har en ildsjæl, en lånt skærm og et spil, der er ejet af et firma i North Carolina. Det burde ikke være nok til at stoppe en hel generation. Men lige nu er det det.